Læs med her og få fire råd til, hvordan du forebygger stress med 1:1 møder
1:1 møder er formegentlig ikke et nyt koncept for dig som leder, men måske er du ikke klar over, hvordan du bruger dem til at forebygge stress?
1:1 møder giver dig nemlig muligheden for at vise dine medarbejdere, at du er til stede, og de giver jer muligheden for at forventningsafstemme arbejdsopgaver og ansvar.
Samtidig giver møderne dig mulighed for at spørge ind til medarbejderens trivsel.
Der er mange forskellige måder at afholde 1:1 møder på. Det afhænger af din ledelsesstil, typen af medarbejder og jeres forhold.
Uanset hvordan du vælger at tilgå møderne, er det vigtigt, at du tænker over rammen og formålet med mødet samt hvilke spørgsmål, der skal stilles.
Møderne bør afholdes med 1-3 ugers mellemrum og vare ca. 20 minutter, alt efter hvor mange medarbejdere, du har. Jeg anbefaler, at møderne afholdes hver uge med nye medarbejdere.
Spørg dig selv:
Hvor ofte er 1:1 møder realistiske i mit team?
Hvor meget tid har jeg mulighed for at afsætte til hvert møde?
Formålet med 1:1 møder er som regel at skabe et trygt rum, hvor I kan tale om udfordringer med specifikke arbejdsopgaver og medarbejderens generelle trivsel. Tænk over, hvad dit formål er, og spørg dig selv:
Hvorfor er denne type møder vigtige for mig som leder?
Hvad vil jeg gerne opnå med møderne?
Det trygge rum skaber du ved at inddrage medarbejderen og ved at stille de rigtige spørgsmål.
Her er eksempler på spørgsmål:
Hvad skal vi bruge tiden på i dag?
Hvordan er det gået siden sidst vi havde 1:1 møde?
Hvordan trives du på arbejdspladsen?
Er der nogle arbejdsopgaver der er særligt udfordrende? Hvis ja, hvilke?
Er der noget, du gerne vil have mere feedback på fra min side?
I tillæg til ovenstående spørgsmål, er det altid en god ide at slutte af med at spørge:
Er der noget, du føler, vi mangler at tale om i dag?
Det er altid en god ide at slutte mødet af med at opsummere, hvad I har talt om, og aftale hvem, der gør hvad, frem mod jeres næste møde.
Spørg dig selv:
Hvad er vigtigst at få samlet op på?
Hvordan vil jeg gerne afslutte mødet?
Jævnlige møder med hver af dine medarbejdere forebygger stress i dit team, fordi 1:1 møderne giver dig mulighed for at forventningsafstemme ansvar og arbejdsopgaver, samtidig med at du viser, at du er til stede. Der findes ikke én rigtig måde at afholde 1:1 møder på – det handler om at finde din egen stil som leder; og til det, kan du lade dig inspirere af rådene i denne artikel.
Kingston, M., 2020: Førstehjælp til stressramte. Forlag: Klim
Martini, M., Krarup, M., Tøttrup, C. A. (2017). Lederens stresshåndbog – styrk dine lederkompetencer, når det gælder stress. Dansk Psykologisk Forlag A/S.
Wärn, B. (2019). Et liv uden stress. Forlag: Wärn Kompetenceudvikling.